I tvivl om hvordan du nemt og hurtigt opgraderer dit barns sommergarderobe?

Fortvivl ej, her er et par tips og tricks, som både er bæredygtige og blid ved pengepungen.

Sommeren er endelig over os, efter en kølig maj måned, hvor du måske ikke har tænkt synderligt over sommertøj. Nu har de varmere grader meldt sin ankomst og hurra for det! Strandture, udendørsliv og hygge i det gode vejr, er et hit, men har du ikke helt fået styr på børnenes sommertøj, så læs med her.

Her giver jeg dig et par inputs til nemme løsninger, som ikke koster en formue. Jeg er personligt stor fan af både lagersalg og 2nd hand shopping, fordi jeg har bedre materiel samvittighed, når vi som forældre forbruger i den mængde, som vi ofte gør.

2nd hand shopping

Der findes så mange gode muligheder for bl.a. 2nd hand shopping i børneregi og du kan sagtens finde næsten eller helt ubrugt tøj og sko. Vær dog lidt opmærksom på sko; køber du sko 2nd hand, så sørg for at de er ubrugte eller brugt ganske, ganske få gange, så dit barn selv former skoen med sine fødder.

Gode steder at se sig om, hvis du ønsker shopping online, så test appen Reshopper eller Den Blå Avis, her kan du nemlig sortere resultaterne ud fra nyt eller næsten ubrugt. Hvis du vil læse mere, så er der god inspiration til 2nd hand shopping på indlægget på Hverdagen Med Børn.

Selv har jeg købt nærmest alt tøj 2nd hand. Det startede da jeg var nybagt mor og vokseværket hos baby gjorde, at tøjet, som jeg havde købt, knapt blev brugt. Så blev jeg introduceret til Reshopper og jeg har foretaget så mange, gode kvalitetskøb her. Ikke på grund af manglende økonomi, men simpelthen fordi jeg blev lidt nærig over nypriser kontra tiden, som tøjet bliver brugt.

Hele sæsongarderober har jeg købt på Reshopper, fordi jeg har været heldig at finde folk, som sælger stort ud af mærker, som jeg elsker. Jeg har været så heldig, at jeg nogen gange, har fundet hele poser fyldt med Wheat og Pomp de Luxe i en bestemt størrelse og til en god pris.

Lagersalg som besparende alternativ

En anden ting, som du kan holde øje med – og som ikke kun gælder for sommerperioden, men hele året – er de mange lagersalg. Her kan du virkelig gøre nogle gode køb og kender du dit barns størrelse, kan du både købe til her og nu, men du kan virkelig få købt gode items fremadrettet.

Til mit eget barn, har jeg købt fire par sko til et pars pris, sidste gang jeg var til lagersalg for Bisgaard. Nu er vi dækket ind til sommerhalvåret og efteråret. Man skal selvfølgelig være fortrolig med skostørrelser og vide cirka, hvor ofte dit barn skifter størrelse.

Det kan være svært at tage beslutninger om ”at købe fremad” til de små børn fra 0-2 år, fordi de ofte vokser i ryk, men som erfaren 2nd hand shopper og lagerslagsgænger, synes jeg altid at mine indkøb kommer til gavn på den ene eller anden måde.

Det kan være at du kan forære noget til venner med børn i samme alder, sætte det til side til det næste barn eller sælge det videre på Reshopper eller Den Blå Avis. Når det er helt ubrugte ting, så kan du altid få det solgt, bare du sætter prisen godt.

Der er også mange gode lagersalg til tøj og andet udstyr, for det meste kan du finde oversigter over årets lagersalg, på deres officielle hjemmeside eller på mærkernes egne hjemmesider på Facebook.

Jeg håber at I har fået lidt inspiration til anderledes og også sjov shopping til jeres børn, som jo altså bare er godt for alle parter: dig og dine børn, miljøet, samvittigheden og pengepungen.

Varme hilsner,
Maria